Det Åbne maleri - Om Peter Eichens billedverden.

Af Tom Jørgensen, Kunstskribent på månedsbladet Opus.

 

Peter Eichen er på mange måder en paradoksal kunstner. Hans billeder forbinder ting og fænomener, som umiddelbart ikke hører hjemme i samme sfære. Tag f.eks. det gentagne motiv med den åbne dør, trappen, arkaden, stigen, og vinduet. Alt sammen noget der i kunsthistorien er blevet forbundet med det transcendentale, med overgangen fra tilværelsens fysiske dimension til den immaterielle og åndelige verden, vi i kristen sprogbrug kalder paradis.

Svend Hammershøj, bror til den nok så berømte Wilhelm Hammershøj, har malet flere billeder fra den ældgamle Wells katedral i sydengland, hvor en trappe fører op til en dør med et mystisk skinnende lys. For Hammershøj, en ivrig logebror og bruger af Svenske mystikker Emanuel Swendenborg, er trappen tydeligvis ikke bare en trappe, men symbolske stadier på vej mod en stadig større erkendelse. 

Peter Eichens fragmenterede bygningsdele og mennesketomme rum har de samme mystiske immaterielle kvaliteter som Hammershøjs billeder, men de er samtidig umanerlig fysiske og sanselige. Dette er takket være en teknik, hvor alskens forskellige materialer lige fra sand, cement, lim og papir til spray og pastelkridt blandes sammen til en nærmest reliefagtig masse af stor fysisk pågåenhed. Motivernes gådefulde og melankolske skær får derved et stofligt og særdeles nærværende modspil. Et modspil, der ikke består i at skildre den ydre lighed med naturen, men er et forsøg på i det enkelte billede at fange nedbrydelsen af stoffet, gengive forfaldet, sprækkerne og rusten, som får selv det stolteste bygningsværk til med tiden at opløses og blive til natur igen. Denne dobbelthed finder man også i Eichens måde at bygge et billede op på. Formelt ser man en figurativt arbejdende kunstner med et sikkert blik for bygningens skarpt afgrænsede fladerog geometriske planer, men denne rationelle billedopbygning mødes af en teknik, hvor man har indtryk af, at tilfældigheder spiller en mindst lige så stor rolle som de logiske og klassiske billedkvaliteter. Som om Eichen bevidst søger tvivlen, modstanden og udfordringerne i stedet for at stille sig tilfreds med at skabe smukke, dekorative malerier.

Det er præcis denne kamp med stoffet, denne lyst til at gøre billedet nærværende i stedet for bare at fabrikere endnu et sofastykke, som gør Peter Eichens malerier spændende og vedkommende. Man ægges af de gådefulde motiver med deres romantiske skær af forfald, man udfordres af muligheden for indblik i andre dimensioner og man pirres af billedernes ekstremt fysiske nærvær.

Et møde med Peter Eichens billeder er en totaloplevelse med lige dele sansestimulation og mulighed for mental videreforarbejdning. De taler til os, fordi de, er sårbare, stærke, smukke, kaotiske, og levende som de er , viser verden i dens brogede mangfoldighed. Af Tom Jørgensen